Et billede og et svar til René

I dag vil jeg poste et billede af min kære familie, så dette kan blive en lidt mere navlebeskuende blog, og for at det ligner, at der sker noget her - her efter alt for mange lange 10 dages ørkentørkejønkenielsen. Jeg har selv taget billedet (så selvom mange tror det, er det altså ikke mig, der sidder nede på bageste række). Læg mærke til den eminente komposition, for den havde jeg tænkt over i evigheder.

Og så et svar til René ang. CBGB, som afgjort ikke blevet til en popklub at dømme efter det jeg hørte, da jeg besøgte stedet. Jeg må indrømme, at jeg ikke er inde i den musik de spiller nu, og jeg er i grunden mere optaget af den musik, der blev spillet for 20-30 år siden. Derfor må jeg blive dig svar skyldig, René Dif, jeg må melde hus forbi.I det hele taget har jeg det svært med moderne punkmusik, eller moderne musik generelt, lytter stort set aldrig til det og har ingen anelse om hvad de nye bands hedder. For nylig skulle jeg på et internetforum stemme på årets bedste udgivelser, og kunne kun komme på to nye album fra 2005, Depeche Modes "Playing the Angel" og New Orders "Waiting for the Sirenes Call". To ok albums, jovist jovist, men meget sigende er begge bands nogle, der toppede i midten af 80'erne for siden at have holdt et acceptabelt niveau. I den danske kategori genkendte jeg kun Mew på listen, et band der efter sigende gør en dyd ud af at lyde som Genesis, mens Peter Gabriel stadig var forsanger. Det stoppede han med, før både jeg og medlemmerne af Mew blev født. Derfor fik de klart min stemme, givet med en lige så stor indsigt, som den mine frederiksbergske nabodamer har, når de sætter krydset ved De Konservative af den grund, at det har de jo gjort siden 1936.

Det er skræmmende i en alder af 26 at have en så konservativ musiksmag. Hvad skal det dog ikke ende med? Fan af Cliff Richard som 30-årig og af Papa Bue når jeg er 40. I må gerne sende mig forslag til nye bands, og derved bidrage til forebyggelse af denne begyndende musikalske demens på mailto:tore.ramone@cbgb.net.Og nu går det i min paranoide tilstand sandelig også op for mig, at min mailadresse vidner om at jeg vitterligt er en gammel mand, måske ældre end Morten Olsen! Og Bent Fabricius-Bjerre! Og Mærsk McKinney Møller! Og måske også Brian Mikkelsen.

Country BlueGrass Blues & Other Music For Uplifting Gormandizers

Det blev dog hverken anti-amerikanismen (som jeg ærlig talt er lidt træt af at skrive om, så alt ikke strengt nødvendig og udenomsopgavemæssig behandling af dette fænomen ville ikke være til at bære), Suicide (kommer) eller ældrepleje (yeps, som om igåz) der fik æren af at være grundlag for den nyeste post i Tores Bloggelog (jeg må snart finde på et mindre fjollet navn, der ikke i den grad udviser mangel på retningssans).

DeeDee, Tommy, Johnny og Joey Ramone foran CBGB engang i Ramones tidligste dage. Nu er Dee Dee, Johnny og Joey alle døde. Forhåbentligt overlever CBGB også Tommy.

Derimod bliver det en lille støtteerklæring til den legendariske New Yorker-klub CBGB&OMFUG, placeret på The Bovery på Lower East Side, der kommet til at virke som den seneste post. Kender man ikke til klubben bag de 9 initialer, er det stadig ikke for sent at lære den at kende. CBGB & OMFUG står for Country - BlueGrass - Blues & Other Music for Uplifting Gormandizers, men er til trods for dette navn nu mere kendt for at være fødested for det meste af den amerikanske punkrock. Det var her Ramones, Television, Dead Kennedys, New York Dolls, Suicide, Blondie, Black Flag med videre spillede i så højt et tempo og med en sådan manisk energi, at de hurtigt mistede deres ungdommelige kvabsethed engang i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne.

Men efter mere end 30 års virke ser det dystert ud for CBGB. Ejeren af bygningen som CBGB er en del af, en grådig og usympatisk hjemløse-organisation, har af ukendte årsager set sig sur på klubindehaveren Hilly Kristal, og truer nu med at opsige lejemålet (deraf det rammende slogan: "Fuck the Homeless. Save CBGB"), hvilket de efter alt at dømme lykkes med. Da jeg besøgte CBGB i august var der en stemning af dels resignation, dels af desperat dødskamp.

Trods alle spådomme om det modsatte, har klubben dog endnu ikke drejet nøglen om, hvilket i sig selv en præstation. Til glæde for fans tilbyder de nu gratis mail-adresser, så man på den måde kan markere sin eget stille protest mod de hjemløse og deres lobby. Til trods for min store gmail--fetich har jeg selvsagt allerede sikret mig en: tore.ramone@cbgb.net

Gabba gabba hey! Gabba gabba hey!

En lille opfølgning

Efter den omfattende respons på min lille artikel om Rhonda og Mike, må jeg gøre én ting klart: 'Tores bloggelog' vil aldrig blive link-central til gusten, amerikansk housewife-sex med kvinder på 45+ - selvom mange af mine trofaste læsere sikkert måtte ønske en sådan side (i hvert fald Per B., han har ofte spurgt til det). Historien om Rhonda og Mike måtte bare ud, og var ikke noget ubegavet påskud for porno-pusheri. Jeg vil nødigt fremstå som useriøs.

Næste historie vil blive af mere lødig karakter. Den vil måske omhandle den opgave jeg for tiden skriver på om vesteuropæisk anti-amerikanisme. Måske vil den dreje sig om den legendariske New York-duo Suicide. Eller eventuelt om dramatik i den danske ældrepleje, jeg ved selvsyn kan se udspille sig på det plejehjem, der ligger skråt over gaden fra hvor jeg bor.

Så hæng på på vanvidsridtet. Vi ved ikke hvor vi ender (selvom jeg med garanti kan udelukke Borås)

Rhonda og Mike

Min nabo er en amerikansk fyr ved navn Mike. Ikke i den forstand, at han bor inde hos Birthe Jensen, selvom hun som enke sikkert savner lidt selskab for tiden. Han er min nabo her i bloggeland. Dvs. man skal lige forbi Irenie , Stephen V. Funk og Bee fra Albuquerque, New Mexico, men han bor dog i nabolaget, kun en kort spadseretur væk, nyindflyttet og med rene kort så at sige. Han er en flot, lidt ældre fyr med en lang grå hestehale af den slags man ofte ser i USA. Ikke helt ulig Kenny Rogers. Jeg tror Mike og jeg hurtigt kan finde tonen.

Det viser sig desværre, at han ligesom Birthe Jensen også godt kunne trænge til noget samvær. Hans livs kærlighed Rhonda forlod ham for et års tid siden. Det så så lyst ud. De fik fire år sammen. Men det gik ikke. Det var hårdt for Mike, som beskriver deres forhold således:

We were perfect for each other in every possible way and our lives would have remained perfect if she could have only walked away and given herself a chance for complete and total happiness with a man who adored her, treasured her, and loved her more than he's ever loved anything or anyone.

Rhonda havde nemlig en såkaldt "abusive husband", der amputerede drømmen. Det er til at forstå Rhondas dilemma i kærlighedens ubarmhjertige spil: skulle hun tage blide Mike med den lange grå hestehale, der tilbød "otherworldly love", eller skulle hun blive hos sin "abusive husband", der tilbød bank og jalousi. Det må have været svært at vælge for Rhonda. Hun har givet lavet lister med plusser og minusser, pros and cons, spurgt veninder til råds, tænkt og spekuleret, ligget søvnløs.

Som så mange andre i hendes situation, valgte Rhonda i sidste ende at blive hos sin ægtemand, "the abusive husband". Et godt og sikkert valg, er hun sikkert kommet frem til. Man ved hvad man har. Ingen grund til at sætte noget over styr. Abusive, though loving and caring. Men et slag i ansigtet på Mike.

Det er derfor Mike er flyttet ind i nabolaget. For at dvæle ved sin tid med Rhonda og dele de fire års lykke med os andre. Og dvæler og deler lykke, det gør han, ooh, han dvæler i den store stil, som kun en forladt elsker kan gøre det. Mike er som amerikanere ofte er det åbenhjertig, og han åbner vitterligt døren op på vid gab. Der er ingen grund til skyggespil, at stikke ting noget under stolen, at sætte sit lys under en skæppe osv. osv. Men I kan besøge ham lige her, og danne jeres eget indtryk (Advarsel: Til trods for min lette tone, er der tale om meget stærke billeder)

Nye tider

Dieter Bohlen-planen har jeg droppet (hvis I vil se lookalikes check billeder af hhv. Stefan Effenberg, Oliver Kahn og Anders Frisk). Til gengæld har jeg linket til flere vigtige steder på nettet: Jakob Horn Jensens interessante side om det nys overståede Borgerrepæsentationsvalg i København, Henrik Smidts side om Housemusik, Andreas Lloyds side om alt muligt snodigt, CMFD's hjemmeside, og endelig en artikel om min allerkæreste Kristina, som blev bragt i Berlingske Tidende.

Med andre ord er jeg nu også sprunget på dette narcissistiske vanvidsridt, hvor folk der intet har på hjerte alligevel plager livet af andre med sine almindeligheder og intetsigende dagligdagsliv. I vil her snarest kunne læse om mine absolut allerbedste oplevelser med Kandis, og efterfølgende en rapport fra næste februars tur til Liseberg Forlystelsespark i Göteborg (hvor jeg selvsagt vil indscanne min adgangsbillet, så I kan se at det hele ikke er narreværk og spil for galleriet). Så Welcome to the Fucking Rundhøj mine damer og herrer!

Men Who Look Like Dieter Bohlen

Inspireret af den interessante side www.menwholooklikekennyrogers.com var det tilbage i januar min plan at dette skulle være stedet man kunne finde Dieter Bohlen-lookalikes. Det var en umanerligt dårlig plan for jeg fandt aldrig rigtig nogen, der kunne hamle op med Dieters udseende. Og dog, for nylig så jeg Peter Schmeichel på en busreklame og han lignede faktisk. Men jeg må nok hellere komme op med noget bedre til denne blog for at holde massernes interesse fanget.