Rhonda og Mike

Min nabo er en amerikansk fyr ved navn Mike. Ikke i den forstand, at han bor inde hos Birthe Jensen, selvom hun som enke sikkert savner lidt selskab for tiden. Han er min nabo her i bloggeland. Dvs. man skal lige forbi Irenie , Stephen V. Funk og Bee fra Albuquerque, New Mexico, men han bor dog i nabolaget, kun en kort spadseretur væk, nyindflyttet og med rene kort så at sige. Han er en flot, lidt ældre fyr med en lang grå hestehale af den slags man ofte ser i USA. Ikke helt ulig Kenny Rogers. Jeg tror Mike og jeg hurtigt kan finde tonen.

Det viser sig desværre, at han ligesom Birthe Jensen også godt kunne trænge til noget samvær. Hans livs kærlighed Rhonda forlod ham for et års tid siden. Det så så lyst ud. De fik fire år sammen. Men det gik ikke. Det var hårdt for Mike, som beskriver deres forhold således:

We were perfect for each other in every possible way and our lives would have remained perfect if she could have only walked away and given herself a chance for complete and total happiness with a man who adored her, treasured her, and loved her more than he's ever loved anything or anyone.

Rhonda havde nemlig en såkaldt "abusive husband", der amputerede drømmen. Det er til at forstå Rhondas dilemma i kærlighedens ubarmhjertige spil: skulle hun tage blide Mike med den lange grå hestehale, der tilbød "otherworldly love", eller skulle hun blive hos sin "abusive husband", der tilbød bank og jalousi. Det må have været svært at vælge for Rhonda. Hun har givet lavet lister med plusser og minusser, pros and cons, spurgt veninder til råds, tænkt og spekuleret, ligget søvnløs.

Som så mange andre i hendes situation, valgte Rhonda i sidste ende at blive hos sin ægtemand, "the abusive husband". Et godt og sikkert valg, er hun sikkert kommet frem til. Man ved hvad man har. Ingen grund til at sætte noget over styr. Abusive, though loving and caring. Men et slag i ansigtet på Mike.

Det er derfor Mike er flyttet ind i nabolaget. For at dvæle ved sin tid med Rhonda og dele de fire års lykke med os andre. Og dvæler og deler lykke, det gør han, ooh, han dvæler i den store stil, som kun en forladt elsker kan gøre det. Mike er som amerikanere ofte er det åbenhjertig, og han åbner vitterligt døren op på vid gab. Der er ingen grund til skyggespil, at stikke ting noget under stolen, at sætte sit lys under en skæppe osv. osv. Men I kan besøge ham lige her, og danne jeres eget indtryk (Advarsel: Til trods for min lette tone, er der tale om meget stærke billeder)